En sidelinjeberetning fra Teramo

Af: John Hansen

At befinde sig på sidelinjen i betragterens rolle, uden indflydelse på hvordan ens egne børns hverdag skal forløbe, er en disciplin i sig selv.
Helle og jeg valgte for første gang i mine mange år som aktiv leder i HUK håndbold, at køre ned på samme campingplads som HUK skulle bo på.
Inde vi tog af sted havde jeg deltaget i et par planlægningsmøde med de rigtige ledere, for lige at sætte mig ind i hvad der skulle foregå, men også for at jeg på den ene side kunne tilbyde min hjælp, hvis de altså havde brug for den nu jeg var der, og samtidig på nogle præmisser som min familien kunne ”leve” med. Her tænker jeg ikke kun om Helle og Mikkel, men i høj grad også mine døtre Emilie og Cecilie, der deltog i turen med HUK.
Det er ikke nogen hemmelighed at det ikke har stået øverst på ønskelisten til jul, at mor og far tog med til Teramo, men det sorterede dog heller ikke under hadegaverne.

Min oplevelse efter turen er ganske klar, ungerne er ikke taget derned for at høre eller se deres forældre. Bevares, de er glade for opbakningen til kampene, frugten og det kolde vand, men så er det vist også det.
Vi boede som sagt på den samme campingplads som klubben og skal jeg være ærlig tror jeg at vi fik besøg to gang af hver af vores døtre i campingvognen. Ikke fordi de savnede deres far, men blot fordi de lige skulle hente noget i campingvognen, som de manglede. Det var helt fint med mig. Vi var enige om hjemmefra at Helle og jeg var der, men at de var på tur med HUK og skulle der gives tilladelse til noget, skulle de ikke spørge hos os, men hos de rigtige ledere. Jeg synes det fungerede godt, jeg har dog undladt at spørge tøserne :-). For Helle og jeg handlede det om at være usynlig og ikke hele tiden komme med kommentar som, har du huske solcreme, har du drukket nok osv. Det er der ledere til og de skal have opbakningen til at de ved, at det er dem der bestemmer og ikke os forældre. Det var også vigtigt for os at tøserne 100% havde den oplevelse, at de kunne være sammen med deres holdkammerater på de præmisser der nu er for sådan en tur, også selvom jeg kunne finde på at kigge forbi deres lejr.

Jeg holdt dog ikke helt fri fra håndbold idet jeg deltog i lidt kampe for U14 pi og U16 pi, hvilket var en fornøjelse. Helle og jeg var så heldige at vi blev inviteret med ud at spise et par aftener samme med nogle af holdene. Det var en fornøjelse at opleve alle deltagerne, på den samme restaurant, udvise den fornødne tålmodighed når ca. 85 personer ankommer for at få mad. Det er ikke hver dag de Italienske restauranter oplever det og det er da også sjældent at deres køkkenfaciliteter er bygget til det.
Alle uden undtagelse kunne være deres opførelse bekendt og så er det en fornøjelse at deltage.

Det var i det hele taget en fornøjelse at være tilskuer på en tur som denne, tilskuer til den klub jeg til dagligt kommer i. Når man kigger på hvordan spillerne gruppere sig, er det dejligt at se så mange forskellige grupperinger der findes på de ti dage. Det er hverken alder eller køn der skaber grupperingerne, for alle kommer fra HUK og det ser man tydeligt. Jeg er overbevist om at sammenholdet blandt deltagerne er blevet væsentligt stærkere efter turen. Stærkt var sammenholdet da U16 pi og U21 dr skulle spille om videre forløb i turneringen. Her stod alle op kl. 7.00 og tog af sted for at bakke op og da U21 dr spillede om bronze var der ingen tvivl om, at alle fra HUK der befandt sig i Italien, var på lægterne, også de medrejsende forældre. Se billerne

Efter at alle havde forladt campingpladsen søndag morgen blev vi til tirsdag. Erfaringen fra tidligere er at deltagerne har brug for at sove og det havde ikke ændret sig i år for mine tøser. Det var dog underligt at gå forbi det område hvor deres lejr havde været, efter at der var blevet tømt for alt. Selvom at der om morgenen var styr på det var jeg lige forbi for at se om HUK efterlod et ordentligt indtryk. Det eneste jeg fandt var et lille Dannebrog der var blevet efterlagt i støvet.

Mit indtryk er at lederne gør at fantastisk stykke arbejde. Det er selvfølgelig hvad jeg bør sige og alligevel nej – det gør de.
De er på fra tidlig morgen, og her taler vi om 6.30 og nogle dage helt frem til kl. 02.00 hvor de lige vil sikre sig, at alle er kommet i seng. I de mellemliggende timer er der nok at holde styr på: hvor er alle mine spillere, hvornår skal der spilles, planlægningen af vores bus, frokost, aftensmad, har de alle drukket og spist nok, har de husket alle deres ting  – jeg kunne blive ved. Jeg er dog overbevist om, at hvis du spørger dem om det var hårdt, svare de, at det var rigtig hyggeligt og jeg er sikker på at de mener det.

Hvilke overvejelser skal man som forældre gøre sig før evt. deltagelse i sådan en tur. Efter min overbevisning skal man være opmærksom på følgende:

• Som forældre skal du gøre dig det klart, at det under ingen omstændighed handler om os forældre, alt handler om det fællesskab spillerne er i og som de ikke må tages ud af. Vi forældre kan ikke skabe det fællesskab, og det de har, må ikke erstattes af noget andet.
• Så handler det om at accepterer at du er i betragterens rolle og at det er lederne der bestemmer.
• Du skal overveje om det er den bedste løsning for dit barn at du bor på den samme campingplads som klubben. Ved at bo på anden campingplads føler barnet sig ikke forpligtet til lige at ”kigge forbi”, men er samtidig ”tvunget” til at leve på fællesskabet præmisser, hvilket jeg er fast overbevist om er sundt for ungerne.
• Tal det igennem med dit barn/børn om hvordan I sammen tackler evt. deltagelse eller hvis I vælger at holde ferie i nærheden og derfor får lejlighed til at se kampene.
• Tal med det lederteam der skal deltage og hør deres holdning til hvad der er ok.
• Forvent ikke at ungerne har tid til dig, end ikke på sms, de for travlt med at have det sjovt.
• Er du taget af sted så var det måske vær at arbejde på at samle de øvrige forældre til en hyggelig sammenkomst, dog uden dine deltagende børn fra HUK-lejeren.

Tak for en fantastisk tur til Teramo 2010

Se billeder fra turen

John

01.08.2010