HUK..
Af: Ole Schmitto
.. er som altid forrest når det gælder nye initiativer.
Vi er i øjeblikket i gang med at søge midler til at anlægge en strandhåndboldbane med plads til håndbold, volley samt fodbold, samt indrette baner i det indhegnede område til Street håndbold - altsammen foregår bag Egedalshallen i Kokkedal.
Her vil der være mulighed for at alle kan deltage - skoler - klubber - samt børn fra lokalområderne.
Her kan du se hvad tankerne er bag street håndbold.
Om Streethandball - Håndbolden tilbage til skolegården
Håndboldinteresseret eller ej, så kan de fleste nikke genkendende til ord som bolsjedrenge og jernhårde ladies. Dansk håndbold har fejret mange store triumfer med damelandsholdets tredobbelte OL-guld fra 1996-2004 og herrernes EM guld fra 2008 som blot et par af højdepunkterne. Med det hedengangne rockband Gasolins ord er der altså masser af succes og målt på medlemstallet rangerer håndbold også konstant som en af de mest populære sportsgrene herhjemme. Men alligevel bliver håndbolden i dag sjældent fundet frem i idrætstimerne og er næsten umulig at finde i skolegården. Det er en kedelig udvikling, som det danske firma Street Handball nu vil lave om på. De vil have håndbolden tilbage i og skolerne og tilbage i skolegården.
- Vi har udviklet en bold som gør, at alle kan være med uanset alder, køn eller motoriske evner. Derfor mener jeg, at Street Handball er en perfekt mulighed for at integrere håndbold i idrætstimerne, siger Lasse Boesen fra håndboldklubben SG Flensburg-Handewitt og en af de tre spiludviklere bag Street Handball.
Lasse Boesen fra håndboldklubben SG Flensburg-Handewitt er en af de tre spiludviklere bag Street Handball. Han mener, at håndbolden skal tilbage i skolen og skolegården. Her ses han med den særlige Street Handball.
Håndbold blev opfundet til skolen
Håndbolden er da også langt fra ukendt i skoleregi. I dag er det nok de færreste skoleelever der ved det, men håndbold blev oprindeligt opfundet som et skolespil. Længe før nogen havde hørt om jernhårde ladies og bolsjedrenge havde to danske skolelærere nemlig fået en god idé.
De kendte ikke hinanden. Men de havde begge fået ideen til nyt boldspil, hvor man brugte hænderne. Den ene var Holger Nielsen fra Ordrup, der begyndte at spille håndbold med sine elever i 1898. Men allerede året før havde Rasmus Nikolaj Ernst fra Nyborg introduceret et lignende spil for sine elever. Spillet kaldte de håndbold.
24.05.2010